3 af 6

banana
Banana Thursday

Kirkens klokke smider en sprød vibration ud i mørket. Lyden står alene, følsom og fin og dirrer mellem mangotræernes tætte sammenhold. Missionen vågner, de første krager råber hæst på solen. Urets visere fortæller deres historie, 5:30. Langsomt begynder dagens lyde at melde sig, børn der græder, stemmer fra kvinder. En grå kvalitet indfinder sig i øst. Atlanterhavets stille brusen vokser frem og får mere plads, som om oceanet lever bedst om dagen.
Solen viser sig fra sin bedste side, en orange kugle kravler op over de lave skyer i horisonten. Nede på den brede sandstrand er de første fiskere allerede i fuld sving med at overleve endnu en dag. Tålmodigt står de i grupper på fire, fem stykker og trækker i deres lange trawl. Det er hårdt arbejde, nettet lander på stranden og fangsten tømmes ud i en orange plastic balje. Måske der er tre kilo fisk, de fleste i hundestejle størrelse, en enkelt eller to nærmer sig sardin-size. Ud med nettet igen, en udhulet træstamme tjener som fiskerflåde. Gang på gang gentager de proceduren, solen bager nu ubønhørligt og varmen stiger støt.
For enden af stranden smider Congofloden utrætteligt millioner af liter brunt vand ud i et hav, der for tusinder af år siden har opgivet at holde fast i den blå farve. Her hvor vand møder vand ligger Banana.
Afrika i forfald, ikke en bygning ser ud som om den vil leve længe. Som en overmoden banan er alt ved at rådne op. Det der engang var en by, er nu ruiner sat i system.
Den Demokratiske Republik Congos flåde har sat sig her ved siden af vandenes stævnemøde. Sat sig dækker bedst, for de ejer tilsyneladende ikke et skib at lege flåde i. Unge soldater lever i træskure, nedfaldne ruiner og de sædvanlige bølgebliksformationer. Deres familer lever med. Snottede unger og trætte koner sveder i de sandede gader.
Svært at forestille sig, at Banana var stedet hele det mægtige Congo blev åbnet op fra. Stanleys fodspor er forlængst visket ud og de hvide handelsmænd, der i århundreder tog for sig af kontinentets skatte, har opgivet ævret.
Tilbage hviler en stemning af fattigt forfald og den råhed, den ny økonomiske verdensorden har skabt. Den giver kuldegysninger i varmen.
Fuldt lastede fiskerbåde betjener nu Congo med smuglerbenzin fra Angolas bredder på den anden side af det brune flodvand.
Markedet handler ikke mere med bananer, benzinen er gået i blodet og pengene er store. Politi og flåde har sat smuglingen i system, kassemesteren står fra tidlig morgen til sen aften og noterer dagens anløbne, overlastede fiskerbåde. Efter fyraften bliver regnskabet gjort op og de bakteriefyldte, fedtede congofranc skifter ejere. Fra smuglerne til de korrupte, grådige fingre af embedsmænd med pistoler i bælterne.
Når dagen er gået i sort lyses horisonten op af det 21. århundredes babelstårne. Som evigt brændende fakler i de teknologiske tempelsale, hvor forbrug er Gud, brændes naturgassen af fra de enorme olieboreplatforme, der hærger kystlinien. Chevrons oliearbejdere fra Texas vidder har isoleret sig i natten bag hegn og pigtråd. Morgendagens commute foregår i 4-hjulstrækkerens afkølede indre, før en helikopter samler dem op på Bananas indhegnede flådebase.
Afrika? Ikke hos olieselskaberne der har forsynet borebisserne med 24/7 satelit-tv direkte fra ”the homeland”. Her kan de så følge med i den texanske oliesheiks verdensomspændende krig mod terror og masseødelæggelsesvåben, behageligt isolerede fra negrene og deres evindelige problemer.
Og skulle savnet af den lokale mall i suburbia, US of A, blive for stort, hjælper det sikkert at meditere ved synet af de 30 meter høje gasflammer, der hæmningsløst fyrer millioner af års sammenpresset energi af til ingen verdens nytte. Forbrug i megastørrelse kan få enhver amerikaner til at tro på livet. Hail the chief and God bless.